Holder dit firma åbent hus for IT-kriminelle?
Håndværkere er en udsat erhvervsgruppe, når det gælder tyverier og indbrud. Men det er ikke kun varebilen og byggepladsen, der er mål for de ubudne gæster. Læs her, hvordan du undgår at blive hacket eller få problemer på grund af IT-kriminelle.
Flere undersøgelser de senere år peger på, at danske virksomheder ofte er mål for IT-kriminelle og hackere. Senest viste en analyse i juni 2019, at en ud af syv virksomheder i Dansk Erhverv alene det seneste år havde været udsat for mindst ét cyberangreb.
Men også byggeriets virksomheder er udsatte, og her er håndværksfirmaerne ingen undtagelse. Dansk Byggeri skriver således om udfordringerne:
– Det er ikke kun i skurvognen og varevognen, at man som håndværksvirksomhed kan risikere, at der kommer ubudne gæster. Også digitalt kan ondsindede hackere tage filer, fakturaer og regnskaber som gidsler og forlange store løsesummer for at låse dem op igen. For eksempel kostede et hackerangreb et nordjysk firma mindst en million kroner at genskabe flere måneders bogholderi, der ikke var taget backup af.
Sådan mindsker du risikoen
Ifølge Dansk Byggeri er der flere forholdsregler, du bør tage for at sikre, at dit gulvfirma ikke løber en unødvendig risiko. Det handler først og fremmest om at have backup af alle vigtige data, så du ikke står ’med håret i postkassen’, hvis uheldet er ude.
Derudover bør du som minimum også have en firewall og antivirus på plads, så du ikke holder ’åbent hus’ for hackerne, men tværtimod gør det så besværligt som muligt at bryde ind i dine IT-systemer.
Firewallen beskytter mod internetangreb, der udnytter sårbarheder på din PC. Det vil sige angreb, hvor uvedkommende forsøger at infiltrere datastrømmene til og fra din PC. Antivirus beskytter dig mod virus, spyware og mail-orme, som kan inficere din PC og fx bane vej for hackere.
Firewall og antivirus giver ikke 100 procent sikkerhed for, at du ikke bliver udsat for hacking eller forsøg på IT-kriminalitet. Men tilsammen er de en god start, der mindsker risikoen for, at du får problemer.
Endelig har Dansk Byggeri lavet en kort guide til IT-sikkerhed, som kan være med til at mindske risikoen yderligere: Læs mere her.
Har du hørt om indbrud i håndværkeres varebiler? Læs seneste nyt fra blandt andre Østjyllands Politi her.