Radon-initiativ øger chancen for mere forretning frem mod 2019
En ny handlingsplan udarbejdet af Trafik-, Bolig- og Byggestyrelsen sammen med Sundhedsstyrelsen sætter radon på dagsordenen med ti initiativer i 2018 og 2019. Det betyder mere fokus på radon – og sandsynligvis mere arbejde til GulvPartnere med certificering i radonsikring.
Har dit firma ikke allerede certificeret sig inden for radonsikring, er det en god idé at komme i gang hurtigst muligt: Trafik-, Bolig- og Byggestyrelsen har nemlig lanceret en ny handlingsplan i samarbejde med Sundhedsstyrelsen, der skal styrke den langsigtede indsats mod radon i Danmark.
Den nye radon-handlingsplan rummer ti konkrete initiativer i 2018 og 2019, der tilsammen løber op i 2,4 mio. kr. Det drejer sig fx om måling af radonniveauer, samt vurderinger af om radonkravene i BR18 bliver fulgt.
De ti initiativer finansieres og implementeres bl.a. i samarbejde med Realdania, Grundejernes Investeringsfond (GI), Landsbyggefonden og Statens Byggeforskningsinstitut (SBi) på Aalborg Universitet København.
Hvad betyder handlingsplanen for dig?
Allerede i år skal der laves målrettede, lettilgængelige og overskuelige informations- og vejledningspakker til fx husejere og øvrige bygningsejere, herunder kommuner og større virksomheder, samt håndværkere, målefirmaer m.m.
Dermed er der stor sandsynlighed for, at efterspørgslen stiger på professionel rådgivning om radon samt udførelse af effektiv radonsikring. Det kommer dig til gode, der er certificeret i radonsikring med effektive membranløsninger fra ARDEX via GulvPartneren.
Det har bl.a. murermester Per Bjerre fra Murerfirmaet Topkær gjort, og han er ikke i tvivl om, at det er en god investering. Han fortæller:
– Radonsikring er bestemt ikke noget, som den gennemsnitlige murermester bare lige bør kaste sig ud i. Det kræver viden og knowhow, hvis det skal laves rigtigt, og samtidig er der mange løsningsmuligheder, som du skal kunne guide boligejeren rundt i. Med den store opmærksomhed, der er omkring radon i dag, kommer du hurtigt ud på dybt vand, hvis du ikke har styr på tingene.
Du kan selv følge det løbende arbejde med radon-handlingsplanen. Husk også at holde øje med GulvPartnerens certificeringsmuligheder, så du altid holder dig på forkant med udviklingen i faget: Certifikater